Gyldendal øger e-bogsvolumen markant
Dato: 19. marts 2015

Fra i år vil e-bogslæsere få et endnu større udvalg af titler fra Gyldendal. Forlaget har nemlig besluttet at udgive ca. 1.000 udvalgte bøger fra bagkataloget som e-bog i løbet af 2015. Det er dobbelt så mange e-bøger, som Gyldendal hidtil har udsendt årligt – pt ca. 450 nye og nyere e-bøger.

Stig Andersen, Gyldendals administrerende direktør, siger:

»Som Danmarks ældste og største forlag har Gyldendal et omfattende bagkatalog med stort set alle de danske klassikere og et væld af nyere titler i alle genrer. Næsten alle vore nye titler udkommer nu som e-bøger allerede ved udgivelsen, og da læserne i stigende grad tager e-bøgerne til sig, sætter vi ekstra fart på udviklingen med udgivelsen af ca. 1.000 bagkatalogtitler, så vi ved udgangen af dette år har gjort ca. 1.500 Gyldendal-udgivelser tilgængelige som e-bøger«.

E-bogsudgivelsen af bagkataloget begynder i denne måned og vil indeholde såvel fiktion og non-fiktion som læsestof til børn og unge. Eller sagt på en anden måde: Udvalget vil strække sig fra Det forsømte forår og Iliaden via Schalburg og Frøken Jensens Almanak til Ronja Røverdatter og Narnia – for blot at nævne enkelte af de mange titler.

Satsningen betyder også, at hele Henrik Nordbrandts forfatterskab nu bliver tilgængeligt som e-bog. Udgivelsen vil ske på én og samme dag: på lørdag, 21. marts 2015, hvor forfatteren fylder 70 år.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail